Vi bliver født ind i denne verden energimæssigt åbne, i fuld kontakt med hele vores indre natur. Med vores kreative livsenergi (seksuelle energi) frit flydende igennem os som den mest naturlige ting i verden. Uden blokeringer, tilbageholdelse eller skam.

Og når vi som små børn leger frit, nyder at være i livet og bare er 100% i momentet, er vi i intim kontakt med vores seksuelle energi; den indre fryd. I leg, i væren, i spontanitet og frihed.

Et sundt barn vil helt naturligt røre og lege en masse med sig selv seksuelt og er igennem selvberøring i stand til at skabe intens orgasmisk fryd ud i hele kroppen, i kraft af at barnets energi endnu står fuldt åbent, idet det endnu ikke har lært om skam.

Og det er det sted vi alle kommer fra, inden vi bliver påvirket i en anden retning.

I løbet af opvæksten lærer de fleste af os i forskellige grader at lukke ned, tilpasse os og opføre os på bestemt vis for at blive accepteret af vores sociale gruppe. Nogle gange er det at overleve i en hård og kold verden, som ikke altid er venlig stemt over for - eller forstår - det inderste, grænseløse medfødte væsen, vi rummer.

Vi lærer at overleve ved at gå i kontrolmode, fryse og spænde op, og vi forsnævrer derved det, vi tillader at flyde igennem vores krop. Fordi, hvis vi giver slip, kunne det jo være, vi enten blev udstødt af gruppen, udsat for de samme overgreb igen, eller hvad der end måtte være tale om for den enkelte. Det er mekanismer, som oftest ligger ubevidst i os.

Vi går fra at føle os igennem livet, til at tænke os igennem livet.

Man kan kalde det traumet over konsekvenserne ved kontroltab, som de fleste lærer på et tidligt tidspunkt i livet, blot i forskellig form og omfang. Skam over uskylden.

Vi lærer at kompromittere os selv og træde ned og ned og ned.. Indtil vi har tilpasset os en lillebitte boks: Vores rolle. Som vores omverden finder tryghed ved at fastholde os i, og således bliver vi omformet og dekonstrueret til "pæne" forudsigelige rollekonstruktioner. Vi får omverdenens grønne pas og accept til at få en plads i spillet, - som vi så til gengæld risikerer at bliver afhængige af.

Men indvendigt er vi i evig længsel efter vores medfødte grænseløshed, vores guddommelige kærlighedskontakt til vores sjæl og den indre fritflydende seksuelle fryd, som vi blev født med. Længslen er som oftest helt ubevidst og dybt begravet for de fleste mennesker.

Vi søger i stedet at slukke denne ubevidste sjæletørst igennem fx. kærligsforhold; håbet om at blive indfriet igennem et andet menneske i kærlighed. Igennem karriere-ræs eller ydre stempler. Eller vi søger at blive midlertidig dulmet igennem sex, porno, spil, mad, alkohol, cigaretter eller shopping.

Men det ender nemt med skuffelse når der ikke findes noget ydre, der virkelig kan fylde det indre hul op - vi bliver indhentet før eller siden. Til gengæld risikerer lortebunken kun at blive større, og vi slider os selv unødigt i de dramaer og knubs, vi skaber undervejs.

Kun kærlighed og autenticet indefra kan virkelig udfylde dette hul inden i os. Det er den eneste energi, der kan gøre os ægte lykkelige, give os fred, og som får os til at stråle af opfyldthed.

Men hvordan? Som jeg har været inde på i teksten "kærlighed", så må man møde sin smerte for at genåbne sit hjerte (sjæl) og sin energi. Det er som en fødsel med mange veer. En til tider langstrakt, smertefuld, rodet og ukontrollerbar proces, som afholder de fleste fra at træde ind på dette mørke, mystiske område. Det er primært dybt spirituelle og søgende mennesker, eller mennesker der har nået en brutal og dyb psykologisk krise, som vover at betræde dette land - man gør det kun af nødvendighed.

Psyken og sjælen skaber nogle gange omstændigheder i ens liv, som får tingene til at spidse til, livet vælter, og ting gør rigtig ondt. Man kan vælge at se det som "blessing in disguise"; begivenheder designet til at føre os ind på et højere spor, som vi ellers aldrig selv ville have taget initiativ til.

Smerten og mødet med den er nogle gange vores største velsignelse. Fordi den evige undvigelse af smerten fører os til "dead end"; der hvor intet liv er, og kærligheden stagneret.

At genåbne de indre, lukkede energetiske områder i os er kernen i det tantriske arbejde.

Healing (genåbning) sker ved at blive mødt - og møde sig selv - med bevidsthed og kærlighed. Det er en proces.

Healing og transformation sker ikke igennem en fixering på, at man skal ændre sig eller forcere sig selv i en anden retning end der, hvor man er. Det kan derimod gøre, at man kører sig selv længere ned i mudderet. For det, vi har travlt med at komme væk fra vil altid forfølge os; jo mere vi løber væk, des større vil det vi løber fra vokse sig.

"What you resist persists"