Urkvinden
Vs. Den Amputerede
& Tilpassede Kvinde 

"Urkvinden", vildkvinden, eller det autentiske feminine er som et hjul med mange forskellige facetter. Nogle af disse facetter er blevet ophøjet og dyrket af os som samfund igennem tidernes løb, især den "Hellige Jomfru"; det kærlige altfavnende moderaspekt, hvor andre af facetterne er blevet dæmoniseret; især de mørke, powerfulde, vilde og seksuelle aspekter. Men de er nu engang en samlet pakke, der udgør et hele, ligesom året har 4 årstider, og man kan ikke skære én årstid væk, for da kan de andre ikke være det samme. De er noget i kraft af hinanden, og på samme måde vil enhver kvinde føle et indre pres, når dele af denne "helhed" ikke må få et udtryk i hendes liv.

Kvinder er i tidernes løb blevet brændt på bålet, nedgjort for at være kvinder, forfulgt, frataget alle deres rettigheder, misbrugt, gjort til mandens slave, udnyttet seksuelt og voldtaget uden at kunne gøre noget ved det, udskammet og pint for at blive gravide uden for ægteskab, tvunget til at leve i fattigdom og skulle forsørge børn alene. Og ja, listen er lang, næste uendelig, for hvilke plager kvinder har måtte gennemgå de sidste flere tusinde år. 

Kvinder har skullet tilpasse sig en meget snæver hylde og rolle for overhovedet at få lov til at leve og få en plads i en verden, hvor mænd havde ordet. Og de, som ikke tilpassede sig, blev udryddet, tortureret, udstødt eller udsat for utålelig ting. Og det ligger stadig dybt i kvinders dna.

Det er ikke skrevet i bebrejdelse mod nogen eller for at gøre nogen til ofre, da både mænd og kvinder har stået på begge sider. Det er blot en kendsgerning, og vi lever stadig med konsekvenserne af det.

"Og når en kvinde så endeligt gav efter for amputationen af vitale dele af sig selv - amputation af dele af sin psyke, amputation af sin magi og især amputation af sin kreativitet, seksualitet, kraft og vildskab, i et håb om at hun så nu måtte være her, og at hun så nu endeligt kunne blive elsket og accepteret - var det blot for at finde ud af, at manden havde mistet interessen for hende. For nu var hun blevet hans version: Opdraget, pæn, tilpasset og kontrolleret. Hun havde forvandlet sig til grå, intetsigende, nedlukket og farveløs. Hun provokerede og udfordrede ham ganske vist ikke længere, men til gengæld var al seksuel spænding også væk. Og når man som kvinde lukker så meget energi ned og har oplevet brutale traumer, kan man også nemt blive kronisk sur, manipulerende, intrigant og hård som et værn af forsvar i en kold verden."

Det er facetter, som jeg tror, mange kvinder i dag i en eller anden grad kender til inden i sig selv, fordi dette er nogle af de psykiske nedarvede processer i det kollektive kvindelige, som stadig ligger på et dybt underbevidsthedsniveau i mange kvinder.

Og det er den dynamik, der har udspillet sig imellem mænd og kvinder igennem flere tusinde år: Krig mod kvindens mørke kraft. Alt imens den amputerede version af kvinden ikke formår at fastholde en mand, hvilket skaber en dysfunktionel dynamik imellem mænd og kvinder: En evig kæde af længsel, smerte, afvisning, svigt og uopfyldthed.

Det afspejles i mytologien om Lilith, som repræsenterer det undertrykte feminine i vores kollektive bevidsthed. Det er netop dét aspekt, vi har brug for at heale og reintegrerer i vores psyke og vores liv, især som kvinder.

Lilith står for: Rebelskhed, frihed, kreativitet, lidenskab, transformerende sex, magi, faste grænser, oprør mod systemet, visdom, sandhed, power, transformation, healing, vildskab. Hun er magnetisk og utæmmelig vild.

Og hun er medicin til enhver tilpasset pæn pige/kvinde, som lider af tilpasningssyge, pleaser tendenser, og som jagter ydre stempler.

Den magiske nøgle til en kvindes magi er, at hun kender sit eget værd, at hun kender sine grænser, er connectet til sin indre visdom (intuition) og handler efter den, og at hun giver sig plads til at udtrykke sin egen særlige kreativitet, hvad enten det er at skabe kunst, dyrke masser af lidenskabelig elskov, skrive, synge, føde børn og skabe familie, dyrke sin have, eller bare danse, drømme og være sig selv, ikke for andre, men i ren skaberglæde. For det er der, hvor hendes energi ekspanderer. Når en kvinde udfolder sit indre liv, der kommer fra sjælen, bliver hun magisk. Og hendes stråler vil tiltrække, betage og bjergtage mænd.

Når en kvinde derimod vender ryggen til sit indre liv, taber sin tro på sit eget indre værd, lukker ned for sin intuition, og ikke ærer sine grænser, men istedet bytter det ud med at leve et "ydre liv": Køber ind på ideen om, at hendes værd er baseret på "faste bryster" og karakterskala (andres vurdering), og at hun tror, at hun skal ud og bevise sit værd igennem ydre præstationer, da falder hun, og hun slider også sig selv op. Hendes magi forsvinder fordi det så bliver hendes nye virkelighed. I forhold til ydre parametre vil det aldrig blive godt nok. Der vil altid være en anden kvinde, der er smukkere, yngre, og mere talentfuld m.v. Det bliver en evig jagt og en evig utilfredshed.

Kvinder vil have gavn af at føre deres liv på den baggrund, at de kender deres værd, frem for at gøre ting på den baggrund, at de tror, de skal fortjene eller bevise deres værd.

Kvinden rummer en smuk og magisk energi i kraft af den indre kontakt, hun har til sig selv. Og den energi vil overstråle en hvilken som helst fysisk flot kvinde og 13-taller. For feminin magi fra det hinsides kan noget, som intet fysisk kan måle sig med. Enhver kvinde kommer med sit helt unikke blueprint, så er der ikke længere nogen jagt, kun ro, harmoni, glæde, tilfredshed, taknemmelighed, fred og kærlighed for lige dér, hvor man er.
Men hun skal selv tro på det.

Noget af det vigtigste, en mand kan bidrage med til en kvindes liv, er lederskab og tryghed. Nu kommer der nok et ramaskrig fra kvinder. Men en mand, der står i sin sunde maskuline energi, vil kunne være den stærke pæl i en kvindes liv, som tager ansvaret for styring, retning og livsfundament, han holder energien for hende og støtter hende. 

Det er ikke for at underminere kvinden, men for at fritage hende fra disse byrder, så hun kan koncentrere sig om at udfolde sin femininitet og grænseløse kreative energi, så hun kan bløde op, som er det, der gør en kvinde magisk. Kvinder er intimt forbundet med deres intuition og er som oftest både ekstremt skarpe og kloge, derfor vil en god mand altid lytte til hende, men det vil skabe den bedste dynamik, at det er ham, der har det overordnede ansvar for de endelige beslutninger. Han vil vokse i sin maskulinitet, og hendes respekt og beundring for ham vil også vokse. Det vil naturligvis kun være mænd, som har trænet deres sunde maskuline vej, der vil være i stand til at påtage sig et sådant lederskab, og som ville kunne administrere dette ansvarligt.

En mand, der har negliseret sin sunde maskuline vej, vil ikke kunne stå som en støtte i en kvindes liv. Han vil i stedet enten flygte, fordi han bliver skræmt væk af hendes kraft (det er det de fleste mænd gør idag), eller forsøge at lukke hende ned (det var det, de fleste mænd gjorde i fortiden). Han vil heller ikke være I stand til at træffe sunde beslutninger, fordi han ikke er connectet til sit indre lys og sin guidning,  derfor famler han rundt i livet og vil kun kunne gøre skade på en kvinde. Sammen med en sådan mand bliver en kvinde maskulin, fordi hun mærker, at hun ikke trygt kan læne sig tilbage, derfor vil hun selv komme til at overtage styringen.

Omvendt: Hvis en kvinde, der er trænet i hårdhed og maskulinitet, møder en mand, der står i sin sunde maskuline energi, vil hun formentlig også få trangen til at flygte, fordi det vil vække en sårbarhed i hende, som hun ikke er vant til at stå i. Hans maskulinitet vil skabe et energetisk felt, der lyser ind i hendes hengemte feminine selv. Og det er sårbart, især hvis hun ikke har healet sit feminine selv, og hvis der er masser af parader og mure bygget op fra tidligere dårlige oplevelser.

Mænd og kvinder er nødt til at heale sig selv indvendigt fra for at genskabe en sund og harmonisk relation til hinanden igen. Konkurrence imellem kønnene må stoppe. De er i stedet nødt til at lande dybere i det sunde udtryk for deres eget køn, hvis forholdet til det modsatte køn skal være fyldt med gensidig respekt, vedvarende tiltrækning, kærlighed, harmoni og tolerance