Vi kommer ud af en mandsdomineret verden og fortid, hvor mænd var overherskere, og hvor kvinder blev regnet for ingenting eller blot tjenerinder, slavinder og koner til at føde børn, som skulle gøre, som der blev sagt.
Som jeg har været inde på i teksten "Urkvinden", kørte der på den tid en krig mod kvindens mørke kraft; kvinder måtte ikke være powerfulde, okkulte eller seksuelle.
Men samtidig var der også en krig mod mandens følelsesmæssighed; mænd måtte ikke vise svaghed, vise følelser eller græde. De skulle udfylde rollen som de stærke, tapre maskuline helte, hvilket gjorde det svært for mænd at udvikle deres følelsesmæssige/feminine side og hjerteområde; det blev i stedet forvandlet til mandens skygge, og denne side mangler stadig at blive healet og integreret i mange mænd den dag i dag.
Men i fortiden - fordi manden blev "skubbet ud af sine følelser" - lå det derfor lige til højrebenet for mange mænd at kamme over i tyranni, narcissisme, hårdhed og andre maskuline ubalancer som rovdrift, sult og udnyttelse af kvinder, fordi indre ubalancer og mangler altid vil afspejles i den ydre adfærd.
Og således blev kønnene polariseret i to ensidige retninger. Mænd og kvinder blev subtilt pejlet ind på blot at skulle spille hver deres roller og leve op til dem bedst muligt.
Selv om kvinder er kommet stærkt tilbage på banen i dagens verden, og mange af de gamle strukturer er ved at gå i opløsning, byttet ud med nye, så mangler der stadig et opgør med mænds og kvinders dybere identitet; healing af de gamle sår, som er overleveret og nedarvet. Og der mangler en forståelse af, hvem vi virkelig er dybere inde, og hvordan vi forløser dette potentiale som mænd og kvinder.
Med kvindekampen kom kvinders vrede også på banen og pegede fingre ad mænds maskulinitet; at den var noget skidt, og skam over den! Så nu var det heller ikke populært at være gammeldags maskulin mere. Men kvinderne agerede i vrede og uden at forstå den dybere årsag bag, nemlig den ubalance inden i mænd, der forårsagede tyranniet.
Så det ene ben, mænd havde at stå på, kunne de heller ikke stå på mere. Ja, man kan vel sige, at mandens eget tyranni ramte ham lige tilbage i måsen. Men at føre bolden, skammen og undertrykkelsen videre, hjælper ingen.
Derfor står mænd et svært sted i dag, især hvis de ikke får/har gjort op med skammen og genfinder forbindelsen til disse to indre områder: Deres maskuline selv og deres følelsesmæssige selv, som er altafgørende for at blive en hel, sund og velafbalanceret skøn, maskulin personlighed. Det er som salt og sukker i et brød. De skal begge tilføjes, før den rette balance og smag kan træde frem:
1) Hjerte, medfølelse, empati og være I kontakt med sine følelser. Sårbarhed.
2) Maskulin kraft/urkraft. Power, mod, lederskab. Den indre kriger. Styrke, lodret akse, fasthed og disciplin. Connectethed til det højere formål og retning i livet.
For hvis manden ikke kan stå stærkt i disse områder inden i sig selv. hvad er han da reduceret til? Afviger, sofaligger, telefonkigger, "løber væk fra følelser og kvinder", pornoafhængig, spilafhængig, misbruger, ligeglad, narcisist, medløber, stumtjener, passiv del af et forhold, hvor kvinden dominerer og har alt at sige. Intetsigende, primitiv, tilbageholdende, et strå i vinden, frygtsom eller manipulerende.
Der er ingen af de nævnte, der er sund maskulin adfærd, og alligevel har rigtig mange mænd en eller flere af disse træk.
Det er blevet normen for mange mænd at have en passiv rolle bag en stærk kvinde.
Der findes en del mænd, som efterhånden er reduceret til meget lidt, alt imens de kører en masse lyssky ting på sidelinjen, som afløb og dulmen for alle deres skygger og indre huller, som de ikke magter at tage fat i.
Dét, at manden nu er trængt op i en krog, er måske begyndelsen på, at nogle mænd tager fat om nosserne på deres tabte identitet, inden de enten helt uddør eller eksploderer i tusinde stumper ud i universet og bliver glemt for eftertiden.
Den kulturelle fortælling om mænd:
I forlængelse af "den følelsesløse mand" findes der stadig den dag i dag en bølge, som forsøger at holde mænd fast i det gamle og trække dem med ind i en lav maskulin kultur. Derfor bliver der vedblivende fortalt en historie om manden som reduceret til biologi og muskelmasse; "han ønsker kun at knalde kvinder og er for resten ligeglad, for så er han allerede videre til den næste kvinde, fordi det er hans natur". Og man vil som mand sagtens kunne synke til dette niveau, hvis man praktiserer ligegyldighed længe nok, hvilket mange mænd også har gjort og gør.
Men det er ikke mandens sande (balancerede og højere) natur. Det er derimod kun dovne, frygtsomme og ubevidste mænd, der adopterer denne type historie ind som en del af deres identitet, som en slags hovmods-mantra, fordi de så ikke behøver deale med alt det sårbare indeni. Derved kan de bare give sig hen til et ultra materialistisk sunket liv, afskåret fra deres følelser = et liv uden følelsesmæssige udfordringer, som nogle mænd finder så svært.
Denne type adfærd og idé bunder i de dybereliggende psykologiske sår på den kollektive maskuline identitet, som jeg allerede har været inde på, fordi mænd generelt har meget nedarvet sårbarhed på deres følelsesområde, og derfor er det naturligvist nemmest at håndtere sine følelser ved blot at lukke ned.
Men det er ikke for nogens bedste.
Historien er med til at fastholde mænd på dette sted og legitimere dårlig adfærd, for det er altid nemmere at synke lavt, nedbryde og leve i ligegyldighed, end det er at opbygge, vise karakterstyrke, kigge indad og gøre sig umage. Hvilket karakteriserer mænd, der har valgt at træde ind på deres højere maskuline vej.
Mange mænd har en stor drift i sig, og den er da både smuk, vidunderlig og dejlig. Og kan bruges på en smuk måde, hvis det er det man vælger, og hvis det er sådan, man vælger at se på den, for så er det sådan, den bliver. Men drift, der står alene, uden at manden er i kontakt med sit hjerte, og uden han er i kontakt med sin retning i livet, men istedet er i sine skyggers vold, er naturligvis potentielt farlig, da den nemt kan afspores.
Mænd er dejlige dejlige mennesker i deres grundkerne, men det er meget vigtigt for mænd at de finder deres retning i livet. Her mener jeg ikke bare et godt job, men at de finder deres indre retning, det rette sjælsspor og deres højere vej. Så de kan fyre alt deres drive ind på et positivt formål og træde frem i deres bedste og højeste form. Manden er ikke reduceret til materie. Han har en sjæl og et hjerte indeni, som må flettes sammen med hans maskulinitet, for at der kan ske en sund, alkymistisk indre balance, sådan at han kan hæve sig op til at blive den bedste udgave af sig selv.
